onsdag den 18. januar 2012

Så blev de første møbler samlet i juicebaren....

Lokalet er langt større end først antaget, så det ser lidt sølle ud med de 2 møbler, jeg nåede at få samlet - uha, der er ikke længe til mandag.

Kan allerede nu se, at der kommer et par udfordringer. Lokalet husede tidligere en isbar med alverdens ting indenfor sukker-verdenen. Slik, Is, O'boy kakao, softice, kaffe, kage m.m., og der har været et par stykker i dag og udtrykt deres bekymring, når nu de ikke kunne få deres daglige hvide drug. Men mon ikke, der kommer nye til, der vil sætte pris på kvalitet og næringsstoffer til billige priser?

Der bor alligevel over 10.000 personer i området, de kan vel ikke alle være sukkerafhængige, ellers må de jo lige få et foredrag omkring sukker, så skal der nok komme gang i salget.

En hel dag i en juicebar kræver en ordentlig gang fastfood. Så hos Eurospar i Vollsmose (som også har lidt DDV-produkter), blev der købt ind til "Bagels med Kylling" inspireret af "Supersund Fastfood", som altid ændrer jeg opskriften efter, hvad jeg har i køleskabet:

Fersk kylling
Hvidløgsolie
Bagels
Cherrytomater
Peberfrugter
Agurk
Wasabi
Mayonnaise

Kyllingen blev skåret i strimler og svitset i olien. Bagel splittes og ristes i brødristeren. Min har faktisk en knap, der hedder Bagels - for de kan jo åbenbart ikke bare ristes som alt andet brød!!!

Bagels blev herefter smurt så den ene halvdel fik wasabi og den anden mayonnaise. Som fyld var snittede grønsager og kyllingestrimler og det smagte bare rigtig syndigt og fastfoodagtigt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar